Pædagogisk leder til Svinninge skole

Arbejdssted
Holbæk (Kommune), Region Sjælland
Oprettet
7. juni 2019
Udløber
20. juni 2019
Kontakt
Ib Krogh
Banner Job Title
Leder

Vil du være leder på en skole, der vil fremad, og hvor udvikling er noget vi skaber sammen? Er du uddannet lærer og måske allerede leder, og har du lyst og mod til at lede og understøtte en skole med udviklingsambitioner og engagerede medarbejdere? 

Om os
Svinninge skole har stort fokus på udvikling mod et styrket fagligt og inkluderende læringsmiljø.
Vi er 450 børn og 40 voksne på skolen og i sfo kommer godt 110 børn dagligt. Svinninge er en mindre stationsby som ligger ca. 15 kilometer vest for Holbæk by, og med gode tog og busforbindelser.
 
Svinninge skole er en del af Katrinedalskolen, der i alt omfatter 4 afdelinger i hhv. Svinninge, Tuse, Gislinge og Udby. Flere af vores afdelinger har tilknyttet specialtilbud for børn med særlige udfordringer og behov – de fleste med diagnoser indenfor autismespektrum og/eller ADHD.

Den ledige stilling, som vi i Holbæk kalder pædagogisk leder, er på Svinninge skole, og beskrives måske bedst som en hybrid mellem en viceskoleleder og en skoleleder. På Svinninge skole er der i alt tre ledere, her i blandt leder for sfo.

På alle skoleafdelinger har medarbejderne mulighed for fleksibel tilstedeværelsestid, hvor lærere og pædagoger planlægger egen arbejdstid. Alle team arbejder med fleksibelt skema, hvor de sammen lægger skema for egne klasser. Lærere og pædagoger arbejder i team i de ”lodrette spor” i indskoling, mellemtrin og udskoling.

I Holbæk Kommune er der både lærere og pædagoger i undervisningen i indskolingen og mellemtrin, ligesom pædagogerne også står for noget af den understøttende undervisning.  
I Holbæk Kommune har vi indgået lokalaftale om arbejdstid, herunder om tid til forberedelse og undervisning.

Om jobbet
Opgaven kræver, at du allerede er leder eller har erfaring fra lederjob inden for de seneste år. 
Skoleledelse forudsætter vilje og evne til samarbejde med skolens øvrige 8 ledere. Pædagogisk ledelse er blandt andet at sikre alle børn et godt skoleforløb, uagtet at de har forskellige forudsætninger.
Vi arbejder ud fra betragtningen, at alle skolens børn gør det rigtige, hvis de kan, og at alle børn kan lære rigtig meget, hvis de får mulighed for det og bliver støttet undervejs.
 
Pædagogisk ledelse skal konstant og markant have fokus på inkluderende læringsmiljøer, og hvordan disse i samarbejde med medarbejdere og forældre styrkes.
 
Ledelsesarbejdet sker i samspil med områdeleder, øvrige pædagogiske ledere samt administrativ leder. Det fælles udgangspunkt er lov om folkeskolen, Børne- og Ungepolitikken, skolebestyrelsens principper samt retningslinjer fra MED.
 
Du kan læse mere på flg. link:  
Børne og Ungepolitik https://holbaek.dk/politik/politikker-og-strategier/politikker/boerne-og-ungepolitik/
Holbæk danner skole og Inklusion http://katrinedalskolen.dk/oplev/vores-vision/
 
Om dig
Du skal medvirke til fortsat udvikling af inkluderende læringsmiljøer, – fællesskabet skal være for alle, og alle skal være forpligtiget herpå. Du skal understøtte trivsel samt faglig og pædagogisk progression for alle medarbejdere og børn.
 
Du har skarpt blik for medarbejdernes motivation og teamsamarbejde. Du arbejder systematisk for at skabe rum for faglig dialog om undervisningen. Du prioriterer at være synlig blandt medarbejdere og børn i undervisning og aktiviteter.
 
Du har ledelsesopgaver, der går på tværs af Katrinedalskolens 4 afdelinger – Det kunne som eksempel være åben skole og/eller motion- og bevægelse. Nogle af ledelsesopgaverne har du sammen med en eller flere af de øvrige pædagogiske ledere.
Du har personaleledelse og pædagogisk ledelse for en række medarbejdere på én matrikel – Svinninge skole.
Du er bevidst om arbejdet med at tydeliggøre skolens styrkeområder i lokalsamfundet og dermed gøre skolen til det attraktive førstevalg for børn og forældre i området.
 
Du praktiserer i ord og handling en anerkendende og motiverende ledelsesstil med vilje og evne til at inddrage, give feedback, stille skarpt og skære igennem når det er nødvendigt.
 
Du samarbejder med øvrige pædagogiske ledere i Holbæk Kommune, områdeledere, Børneindsatsen/PPR m.fl., og du er en inkarneret teamspiller med en stærk forståelse for betydningen af, at det er fællesskabet, der gør at vi når vores mål.
 
Ansøgningsfrist 
Torsdag den 20. juni 2019.

Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtale er mandag den 24. juni, hvor der udvælges ansøgere til anden samtale, der er torsdag den 27. juni.
 
Efter aftale indhentes referencer mellem første og anden samtale på hver af de udvalgte kandidater. Til anden samtale tages der udgangspunkt i en konkret case.
 
Ansættelsesudvalget indstiller prioriteret kandidatliste til områdeleder, der herefter træffer beslutning om ansættelse. Tiltrædelse er 1. august 2019.

Løn og ansættelsesvilkår, jf. overenskomst for ledere m.fl. for undervisningsområdet indgået mellem KL og Lærernes Centralorganisation.

Yderlig information
Hvis du har brug for yderligere oplysninger eller har mulighed for at besøge os, er du meget velkommen til at kontakte områdeleder Ib Krogh på tlf. 72 36 63 99. Du er også velkommen til at kontakte en eller flere af de pædagogiske ledere på de respektive afdelinger.
Du kan læse mere om skolen på: http://www.katrinedalskolen.dk/, – her finder du også telefonnumre til de enkelte afdelinger og de pædagogiske ledere.

Lignende jobs

Lignende jobs