Kompetent og engageret underviser i dansk som andetsprog søges til barselsvikariat i Jobcenter Køben

Arbejdssted
København, Denmark
Oprettet
9. marts 2019
Udløber
25. marts 2019
Ref
236655
Kategori
Undervisning
Type
Vikariat
Vil du med din faglighed og dit pædagogiske engagement være med til at udvikle undervisningen i dansk i Jobcenter København? Er du en kompetent lærer, der vil arbejde med danskuddannelse med et virksomhedsrettet perspektiv? Så er du måske vores nye kollega.

Hvem er vi

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er en værdi- og resultatorienteret organisation. Vores arbejde bæres af værdierne om, at vi gør det muligt, vi gør det sammen, og vi gør det ordentligt. Vi formulerer klare mål for vores indsatser på beskæftigelses- og inklusionsområdet, og vi følger op på målene i en åben og konstruktiv dialog, som sikrer læring og udvikling.

Du bliver tilknyttet en afdeling, hvor vi tilbyder danskuddannelse med et særligt virksomhedsrettet perspektiv til alle ydelsesmodtagere i København. Jobcenter København udbyder alle danskuddannelser under danskuddannelsesloven og afholder statskontrollerede prøver og Indfødsretsprøven.

Jobcenter København varetager også danskuddannelse til kursister omfattet af Integrationsloven, der bor i Københavns Kommune og er på ydelse. Alle undervises med et særligt virksomheds- eller uddannelsesrettet perspektiv i samarbejde med jobcenterets jobkonsulenter.

Om jobbet

Som lærer i afdelingen arbejder du sammen med 35-40 kompetente og engagerede lærere, vores jobkonsulenter og vores administration. Vi lægger vægt på, at du er i stand til at indgå i faglig sparring med dine kolleger og kan arbejde i teams.

Du arbejder målrettet på at forbedre borgernes dansksproglige kompetencer samtidig med, at du gør dem klar til det danske arbejdsmarked, dels ved at undervise i virksomhedsrettede emner, dels ved at understøtte den enkelte borgers vej til arbejde eksempelvis gennem en praktik.

Dine primære arbejdsopgaver vil være at
  • forberede og afholde undervisning af jobcenterets borgere
  • registrere fremmøde og håndtere administrative opgaver omkring dine hold
  • udarbejde individuelle læringsplaner for borgere med langsom progression
  • deltage i den pædagogiske udvikling af afdelingens kerneopgave
  • sparre med kolleger og deltage i den lærende organisation
  • understøtte borgerne på deres vej til et arbejde i Danmark
  • samarbejde med jobkonsulenter og andre kolleger i Jobcenter København
  • understøtte aktiviteter i Jobcenter Københavns studiecenter, hvor vi har forskellige tilbud til jobcenterets borgere, der går til dansk
  • evt. indgå i vikarordningen

Vi forventer, at du

  • har afsluttet - eller er i gang med uddannelsen som underviser i dansk som andetsprog
  • har en stærk pædagogisk/didaktisk profil
  • ser teamsamarbejde som en ressource i planlægning og udvikling af undervisning
  • har et grundlæggende kendskab til beskæftigelsesområdet
  • har relevant erfaring som underviser i dansk som andetsprog
  • er konstruktiv, forandringsparat og udviklingsorienteret også i en omskiftelig hverdag
  • har en positiv tilgang til dit arbejde
  • er stabil og kan bidrage til sikker drift af vores kerneopgave
  • har gode samarbejdskompetencer og er fleksibel i forhold til arbejdstid
  • er i stand til at undervise i virksomhedsrettet dansk
  • er velbevandret i Office-pakken
  • har kendskab til målgrupperne
  • er indstillet på at indgå i et fagligt stærkt miljø, hvor sparring er en naturlig del af vores arbejdsdag
  • er resultat- og udviklingsorienteret og ambitiøs på din organisations vegne

Vi tilbyder

  • en spændende stilling med udviklingsmuligheder i en stor organisation med dygtige og engagerede kolleger
  • muligheden for at bidrage til at videreudvikle vores organisatoriske profil med fokus på resultater, effekt, kvalitet og fleksibilitet
  • et godt arbejdsmiljø og en stærk samarbejdskultur
  • et udfordrende job med en stor kontaktflade
  • en arbejdsplads, hvor vi arbejder sammen om at løse opgaverne og tager fælles ansvar

Løn- og ansættelsesforhold

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og Uddannelsesforbundet efter principperne om Ny Løn.

Stillingen er på 37 timer om ugen.

Forventet tiltrædelse den 24. april 2019 eller snarest muligt derefter.

Arbejdsstedet er Jobcenter København i vores nye, attraktive lokaler på Gammel Køge Landevej i Valby, hvor du vil få 1.000 nye kolleger. Her bliver du en del af en afdeling på ca. 40 kolleger, som sammen skal løfte undervisningen i dansk for Jobcenterets målgrupper.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi straffeattest og referencer.

Yderligere information

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Morten Borring på 2365 1825.

Du kan læse mere om Københavns Kommune og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen på www.kk.dk.

Søg stillingen via nedenstående link senest mandag den 25. marts 2019

Lignende jobs

Lignende jobs